De største, mest kærlige og allerhjerteligste knus jeg har fået i hele mit liv, fik jeg af min bedstefar - og jeg var ikke den eneste. Når jeg spørger mine
fætre og kusiner, så har de det på samme måde. Vi elskede vores bedstefar, og han os. Sådan var det bare – ikke usædvanligt for et forhold mellem børn og bedsteforældre, men uanset hvordan og hvorfor,
så fik denne uforbeholdne generøse kærlighed senere uvurderlig stor betydning for mit liv.
Det var dog først efter hans død, at jeg begyndte at grunde
over, hvor i al verden al denne kærlighed mon kom fra. En del af svaret handler givetvis om, at tro og kristendom fyldte usædvanlig meget i denne sønderjyske Hellevad-familie. Oldefar Andreas J. Schulz (1871-1942) mødte og blev en
del af den Nordslesvigske Indre Missions vækkelse i 1890’erne, hvilket blev en vigtig del af familiens liv ... senere hen dog heldigvis i en mere glad og udadvendt udgave.
Selv om det naturligvis kun er en formodning, kan en anden del af svaret ligge i, at han som ung soldat deltog i 1. verdenskrig. Krigsoplevelserne må
have gjort et stærkt indtryk på ham, og mon ikke resten af hans liv er blevet sat ind i et noget anderledes perspektiv, end de fleste af vore liv.
Vores
bedstefar Milert Schulz (1896-1971) døde 10. dec. 1971 dagen før sin 75års fødselsdag, og meget hurtigt derefter begyndte savnet, og mange spørgsmål dukkede op. Der var så meget, jeg aldrig fik spurgt ham om, og
netop spørgsmålet om, hvad han havde oplevet under 1. verdenskrig, og hvilken betydning det fik for hans liv, var et af de vigtigste ubesvarede spørgsmål.
Ved et rent lykketræk gjorde min søster og jeg imidlertid et overraskende fund i 1980’erne. Vi fandt en skotøjsæske, der gemte på ca. 170 breve, som stort set alle var skrevet af bedstefar netop under
1. verdenskrig. Med et ”trylleslag” fik vi hermed pludselig mulighed for at sætte os ind i, hvor han havde været, og hvordan han havde oplevet krigen.
Min egen
glæde over fundet - og min søsters med - betød for mit vedkommende yderligere, at jeg nu havde en mulighed for at give noget af al den kærlighed tilbage, som jeg havde modtaget som barn. Straks opstod ønsket om at fremlægge
materialet og fortællingen for familie og venner, og på den måde give ham et minde. En ekstra dimension ville så være, at også vore børn og
børnebørn får en mulighed for at lære hans fortælling at kende.
Endelig ... endelig ... lang om længe: På nærværende
hjemmesiden bliver brevene og fortællingen nu lagt ind. [... fremlæggelse påbegyndt i sept. 2019 ... mere følger i 2020]
-
Det er mit håb, at enhver som læser beretningen, herigennem også vil fornemme en varm kærlighed
til ikke bare bedstefar men til hele Schulz-Hellevad-familien. Jeg er sikker på at mange andre efterkommere nærer de samme varme følelser for den store Hellevad-familie - også en kærlig hilsen til alle jer.
En særlig tak skal lyde til min højt elskede søster Ida Schulz for at holde mig ud undervejs i processen, for moralsk støtte og for en kæmpe stor hjælpende hånd. Uden din hjælp, ingen fremlæggelse, kære søster!
Hjertelige hilsner til alle, barnebarnet Milert Schulz, Aarhus Nord
Den historiske ramme.
Danmark tabte krigen i 1864, og prisen var, at Danmark måtte afstå Slesvig og Holsten til Tyskland. Den nye grænse kom til at gå ved Kongeåen, og alle sønderjyder
blev dermed pludselig tyske statsborgere. Dette betød bl.a., at alle unge sønderjyske mænd fik tysk værnepligt, og i tilfælde af krig, skulle de naturligvis også - lige som alle andre tyske statsborgere - deltage og kæmpe
for Tyskland (dvs. det daværende Det tyske Kejserrige).
Under Første Verdenskrig deltog således ca. 30.000 unge sønderjyder i Første
Verdenskrig hvoraf ca. 5000 aldrig kom hjem igen. Netop i disse år har vi passeret begivenhederne med 100 års afstand, hvilket er en oplagt anledning til at genopfriske netop denne del af vores familie historie.
Nogen vil måske stille spørgsmålstegn ved om det nu også er så vigtigtig at fremlægge endnu en fortællingen om en af de mange sønderjyder, som deltog i 1.
verdenskrig. Svaret ligger nok mest i den personlige motivation (se ovenfor) men også i det forhold, at bedstefars vej gennem krigen var temmlig atypisk. Han blev hverken sendt til vest- eller østfronten, men af forskellige årsager kom rejsen
til at gå ned gennem Makedonien og via et ophold i Konstantinopel (=Istanbul, Tyrkiet), gennem Tyrkiet til den tyrkisk-tyske front i Palæstina mod Englænderne. På et hængende hår lykkes det hans kompagni at undslippe den
berømmede alliance mellem ”Lawrenze of Arabia” og de arabiske beduiner. Han når først hjem efter krigen i marts 1919! Alt ialt en temmlig usædvanlig rejse for en ung mand dengang.
Den efterfølgende beretning [under stadig udarbejdelse...] er blevet til alene på baggrund af hans egne breve, fotografier, notesbøger m.m.
Rigtig god fornøjelse
Barnebarnet Milert Schulz, Aarhus, 2019